Nyborg den 1. oktober 2023
Vi har besluttet at lukke for muligheden for at skrive sig på venteliste til vores vinterbaderforening – indtil videre. Du kan her på siden holde øje med, når det igen bliver muligt at skrive sig på listen.
Vi har som forening nået vores maksimum for antal medlemmer på 400. Vi har ganske få udmeldelser på et år og sammenholdt med en venteliste på 200 interesserede, ser vi os nødsaget til at lukke for at skrive sig op.
Vinterbadning er meget populært, og måske er tiden kommet til, at der kan være nogle gode kræfter, der vil etablere en ny vinterbaderklub i vores område. Til jer, der står på ventelisten, hav tålmodighed. Til alle jer andre – hold øje med, hvornår vi igen åbner for ventelisten og imellem vil vi opfordre jer alle til at nyde vores skønne område, hvor I kan klæde om i de udendørs kabiner og benytte jer af vores badebro.
God vinterbadning.